Geopark Det Sydfynske Øhav
Det Sydfynske Øhav er et helt særligt område med en historie, der går tilbage til sidste istid.
Det er fortællingen om en dramatisk havstigning i slutningen istiden, og om hvordan isen skabte et helt særligt landskab, der har defineret områdets natur og kultur gennem 10.000 år.
Geoparken strækker sig over et stort areal af både land og vand med mange lokale fortællinger og oplevelser. og er altså ikke en park med en indgang.
Selve Det Sydfynske Øhav strækker sig fra Helnæs i vest til Langelands østkyst, afgrænset af Ærø i syd og den sydfynske kyst i nord. Men fastlandsdelen af Faaborg-Midtfyn og Svendborg kommuner er også en del af geoparken.
Der er udpeget en lang række lokaliteter af særlig interesse i geoparken, og tre af dem er anerkendte som internationale Geosites: Det Sydfynske Øhav, Klintholm Kalkgrave og Ristinge Klint.
Hvorfor geopark?
Det er sjældent, at et så stort og varieret istidslandskab er oversvømmet og forvandlet til et øhav. Hele 55 øer og holme stikker op af vandet i Det Sydfynske Øhav, og under vandet ses stadig talrige spor fra skove og stenalderbopladser, som stod her, inden havet steg.
Allerede i middelalderen var Sydfyn og Det Sydfynske Øhav kendt som et særligt, dejligt hjørne af kongeriget. Det var her konger og adel, såvel som kunstnere og tænkere, tog hen for et frirum.
Hele vejen op gennem historien har området været kendt for sine smukke bakkede landskaber, idylliske natur og noget af det bedste vand i verden for søfolk. Samtidig er her ikke mindre end 45 lokaliteter, hvor geologien er særligt interessant.
Tre af dem i så høj grad, at de er udpeget som internationale Geosites: Klintholm Kalkgrave, Ristinge Klint og hele Det Sydfynske Øhav.